Dagsprogrammer
Lørdag 1/6 2024
Vi flyver med Austrian Airlines 9.50; flyvetiden er normalt små halvanden time.
I Wien lufthavn går man gennem tolden, ud i forhallen og standser til højre for indgangen. Rejselederen vil så holde mandtal og vise vej til den ventende bus.
Undervejs gør vi holdt ved den kæmpestore kirkegård Zentralfriedhof, hvor vi skal se de berømte musikergrave. OBS! Hvis tiden tillader det.
Herefter kører vi til centrum og indtager et godt måltid på Freuds stamcafe Landtmann.
Efter frokost kører vi en byrundtur i Wien, hvor vi bl.a. ser hele Ringen med alle dens imponerende bygninger fra anden halvdel af 1800-tallet – ikke mindst danske Theophil Hansen har sat sit præg med Parlamentet, Børsen og Koncerthuset ved Karlsplatz. Vi gør ophold ved slottet Øvre Belvedere og ved det berømte Hundertwasserhaus. Sidst på eftermiddagen kommer vi til vores centralt beliggende hotel Bellevue. Aftensmad på hotellet.
Søndag 2/6 2024
Efter morgenmaden møder vi kl. 10 den dansktalende lokalguide Lucia, der vil tage os med på en byvandring inden for Ringvejen forbi Hofburg, Albertina, den fashionable Kärtnerstrasse, Operahuset, Hotel Sacher og meget mere.
Undervejs holder vi pause på en rigtig wienercafe.
Vi ser mere af den gamle by og slutter af i centrum efter interessante tre timer.
Der er mulighed for fælles frokost på hyggelige beim Hofmeister med wienerklassikeren Tafelspitz og dessert. Resten af dagen fri til oplevelser på egen hånd. Der spilles Gounods Faust på Staatsoper; vi søger at skaffe billetter til de interesserede.
Mandag 3/6 2024
Hele dagen er fri til oplevelser på egen hånd. En del vil nok søge at overvære morgentræningen på Den spanske Rideskole kl.10. Om aftenen er der måske koncert på Hofburg for interesserede – vi kan vente os sprudlende Strauss og Mozart!
Tirsdag 4/6 2024
Vi lejer bus og kører sydvest ud af Wien og gør holdt ved det imponerende kloster Heiligenkreuz fra 1133. Vi besøger borggården og souvenirbutikken.
Bagefter fortsætter vi i den smukke natur på grænsen af Wienerwald og passerer det lille slot Mayerling, hvor et skrækkeligt selvmordsdrama udspillede sig for over hundrede år siden. Vi fortsætter til en såkaldt ”heuriger” i den lille, charmerende vinby Gumpoldskirchen, hvor vi får en dejlig kold frokost med stedets lokale vin ad libitum. Godt mætte kører vi tilbage til Wien og hotellet.
Denne udflugt er i tilkøb.
På Staatsoper opføres Puccinis Turandot; vi forsøger igen at skaffe billetter.
Onsdag 5/6 2024
Vi tjekker ud fra hotellet halv ni og pakker bussen. Herefter tager vi de få km ud til det berømte slot Schönbrunn, hvor vi har god tid til at opleve det flotte slot og de prægtige omgivelser. Vi indleder med at se de kejserlige gemakker – entreen er med i turens pris, og bagefter kan man opleve den skønne park, f.eks. udsigtspavillonen Glorietten – det kræver dog en god lille travetur at komme derop.
Der er tid til at nyde en frokost på egen hånd, f.eks. på Kutcher G’wölb, et hyggeligt spisested lige bag karetmuseet, hvor man kan se de flotte kejserlige kareter m.m. Efter et par spændende timer i Schönbrunn kører vi mod lufthavnen, hvor Austrian Airlines letter mod København.