Flagskibet blandt vore rejser vil altid være sommerens opera- og naturrejse til det sydøstlige Finland, da Morten Schønberg har været der utallige gange selv, ikke mindst som rejseleder, men også på sprogkurser i finsk og mesterkurser i sang. En tur til Savonlinna er som at byde jer indenfor i Schønbergs baghave!


Punkaharju – vi skal bo tæt ved vandet! Olofsborg og Savonlinna/Nyslott
Dagsprogrammer
Tirsdag den 6/7
Vi kører fra Sjælland med opsamling ved Køge Nord, Vestsiden, København H, og Helsingør. Frokost i Småland undervejs. Med passende ophold kommer vi frem til overnatning på Scandichotel i Nyköping syd for Stockholm. Aftensmad på hotellet.

Brahehus ved Vättern – smukt pausested!
Onsdag den 7/7
Vi fortsætter det lille stykke ind til Stockholm, hvor vi tager en byrundtur med vægt på Djurgården og tid i Gamla Stan, inden vi tager med Viking Line på sejltur mod Finland og Helsingfors. Vi har 17 timer om bord på Vikings flotte skib til at nyde turen ud gennem Stockholmsfjorden, nyde den store buffet inkl. drikkevarer og bagefter måske tage os en svingom til levende musik ombord.
God tid til en god nats søvn og morgenmad langs den finske sydkyst.
Torsdag den 8/7
Ved 10-tiden lokal tid er vi klar til en lille byrundtur i landets hovedstad, Helsingfors. Turen fører os bl.a. forbi Senatstorvet med de flotte bygninger, Parlamentet, Finlandiahuset, Sibeliusmonumentet. Efter individuel frokost på markedspladsen fortsætter vi ud på eftermiddagen mod overnatning ved Finskebugten i Kotka. Undervejs gøres ophold i nationalskjalden Runebergs by Borgå.
Aftensmad på hotellet (inkl.)
Fredag den 9/7
De næste par dage står i Søfinlands tegn! Inden vi når til Søriget aflægger vi et morgenbesøg ved Zar Alexander III. og Dagmars sommerhytte, et meget smukt sted. Vi fortsætter til individuel frokostpause i byen Imatra, der præges af en stor kløft og den vandrige flod/elv Vuoksen. Herefter kører vi gennem Karelen, langs grænsen til Rusland, og kommer så til naturens vidunder Punkaharju: en 7 km. lang ås, der skyder op midt i søen – en stor oplevelse!
Midt på eftermiddagen er vi fremme ved vores hotel Kruunupuisto for de næste to nætter. Mulighed for tidlig aftensmad på hotellet af hensyn til aftenens tilkøb:
Mozarts opera Figaros Bryllup. Det foregår kl. 19 på Olofsborg fra 1475 – en fascinerende og lidt anderledes musikoplevelse.
Lørdag den 10/7
Vi har dagen for os til at nyde de smukke landskaber, domineret af søer og skov.
Vi skal i dag se verdens måske største trækirke i Kerimäki. Vi skal nyde den smukke natur og holde en god formiddagspause ude på åsen i søen, Punkaharju.
Kl. 19 opføres Puccinis opera Madama Butterfly på Olofsborg.
Søndag den 11/7
Denne dag er fri til at nyde naturen omkring hotellet og dets skønne omgivelser. Bussen tilbyder nok også en tur ”ud i det blå”.
Om eftermiddagen kører vi igen til Savonlinna/Nyslott, hvor vi søger at arrangere en sejltur på de smukke søer omkring byen. (tilkøb) Det er muligt at spise aftensmad inde i byen og blive kørt til hotellet midt på aftenen, mens resten er til opera.
Kl 19 er der endnu en operamulighed på Olofsborg: Verdis opera Nabucco.


Åbo Slot fra 1280 Tempelpladsens kirke i Helsingfors
Mandag den 12/7
Efter morgenmaden er det tid til at tage afsked med søriget i øst.
Vi har en god bid vej at tilbagelægge til havnen i Åbo, hvor vi indkvarterer os centralt i Åbo.
Fælles aftensmad.


Laxsoppa och Ålandspannkaka på rest. Soltuna, Åland
Tirsdag den 13/7
Efter morgenmaden går vi ombord på Vikings flotte skib og fem timers smuk sejlads til Ålandsøerne – det er skærgård næsten hele vejen! Vi skal igen nyde den gode buffet ombord. Efter en lille udflugt indkvarterer vi os på hotel tæt ved havnen.
Sidst på eftermiddagen kører vi op til det nordlige Åland og nyder udsigten og aftensmaden på Getabergen til et let, lokalt måltid i storslåede omgivelser.
Inden vi går til ro efter en spændende og afvekslende dag går rejselederen forrest på en let aftentur til solnedgangen med udsigt over skærgården.
Onsdag den 14/7
Efter morgenmaden kører vi ud i landskabet på det smukke Åland – vi skal se skærgård, fæstninger og gøre ophold ved frilandsmuseet Jan Karlsgården.
Ved totiden går vi igen ombord på Viking Lines flotte skib og en sidste tur med den dejlige buffet, mens vi sejler over Ålandshavet og kan se frem til tre-fire timer gennem Stockholms berømte skærgård.
Vel ankommet til Stockholm tager vi hul på hjemturen og kører 1½ time sydvestover til overnatning i Nyköping. Let, sen aftensmad på hotellet.
Torsdag den 15/7
Vi har dagen til at køre gennem de smukke svenske landskaber og er hjemme igen først på aftenen, efter store oplevelser i nordiske lande.













